Hated and Proud
Skinhead i Reagans USA
Hated and Proud er Sab Greys roman nummer to og en endnu bedre bog end hans debut, Skinhead Army. Bogen er stærkt inspireret af Greys egen opvækst, selvom han står fast på, at handlingen i vidt omfang er opdigtet, og at bogens personer i hvert tilfælde er sammensat af flere forskellige personer i de Skinhead-miljøer, han har været en del af.
Bogens hovedperson hedder Sab Grey. Han flytter i en tidlig alder til USA fra England med sine forældre. Med sig bringer han en fascination af den engelske arbejderungdoms traditionelle skinhead-kultur blandet med en kærlighed til punkmusik, der tilsammen inspirerer ham til at blive en af de første Oi!-skinheads i USA.
Vi følger Greys opvækst i Baltimore, og hvordan han flytter til DC og bliver en del af hardcore-miljøet. Sammen med nogle venner danner han Iron Cross, der bliver en inspiration for mange andre bands i USA. Vi følger bandet, Greys øvrige venner og forskellige kærester på druk, til koncerter og i slagsmål med rednecks og popdrenge. Der bliver givet og modtaget tæsk og både sejre og nederlag bliver skyllet ned med masser af rom og cola - Greys signaturdrink.
Ja-ja, en lidt overfladisk anmeldelse, der endnu engang skyldes, at det er flere uger siden, jeg læste bogen. Men læs den selv.
Skinhead Army
Crucified for Your Sins
Tegningen af en korsfæstet skinhead på kataloget fra butikken Last Resort inspirerede i sin tid en ung Sab Grey til at skrive sangen Crucified for Your Sins til sit band Iron Cross. Det første Oi!-band i USA.
Sangen er med årene blevet en undergrundsklassiker, som både Agnostic Front og The Business har lavet coverversioner af. Allerede i Iron Cross-dagene opstod der en tradition med at publikum råbte "Skinhead Army" under omkvædet, og det råb har Sab Grey valgt som titel på sin debutroman.
Grey indleder bogen med en besværgelse om, at det hele er fiktion - og plottet er da også det rene pulp fiction i den klassiske forstand. Altså det vi på godt dansk kalder en knaldroman. Men alligevel optræder der flere nulevende mennesker fra den amerikanske Oi!-scene i bogen.
Og der er også en del flashbacks og namedropping, der utvivlsomt er helt biografiske. Som den om at MDC opførte sig fjollet, da de aflyste en koncert med Iron Cross, eller at Ian Stuart Donaldson faktisk gjorde et positivt indtryk på Grey, da han mødte ham i en butik - også selvom det var efter, at Skrewdriver var gået over på den forkerte side, og selvom Grey ved den lejlighed ikke lagde skjul, hvor meget han afskyede det, Skrewdriver kom til at stå for. Og så er der selvfølgelig den detalje, at bogens hovedperson hedder Sab Grey og er Arsenal-fan og sanger i Iron Cross.
Selve plottet er dog det rene opspind, og det ville være synd at løfte for meget af sløret for, hvad historien går ud på her. Men det har noget at gøre med en nazistisk undergrundsbevægelse og et gammelt vikingemanuskript om Vinland.
Bogens længde og knaldromangenren blandet med selvbiografisk materiale betyder selvfølgelig, at det ikke lige er verdens dybeste bog. Men Sab Greys afslappede skrivestil og store kærlighed til at drikke med vennerne, høre musik og se fodbold kombineret med god action gør Skinhead Army til en hyggelig bog, som man hurtigt læser igennem.
Skinheads
Pædagogik eller skinsploitation?
John King, der skrev bogen Football Factory, har begået endnu en roman om en subkultur i London. I Skinheads følger vi den gamle spirit of '69-skinhead Terry English, hans nevø Ray, der er Oi! skin med tilnavnet The Nutter og sønnen Lol, der egentligt hedder Laurel og er opkaldt efter Laurel Aitkin.
Bogen er helt ok, men hvis den engang når til det hvide lærred, bliver det nok snarere som drama end som action. Jeg nød at læse den, men havde lidt svært ved at gennemskue, hvem John King egentlig skriver til.
På den ene side viser den en forståelse for skinhead-kulturen, som ville have godt af at blive udbredt til et større publikum - selvom den til tider kan virke lidt overpædagogisk i sin udpensling af, hvad skinheads ikke er. På den anden side virker den som et stykke skinsploitation, der gerne vil lefle for skinheads og ligesindede med masser af insider-henvisninger til kulturen - både tøj, ska og Oi! Så mange og så inside at de sikkert vil virke som et turn-off på de uindviede.
Og det er en skam. For bag name dropping og tøjbeskrivelserne gemmer der sig en god lille bog, som burde læses af flere, end den nok når ud til, når det kommer til stykket. Men ok - hvad ville en bog om skinhead-kulturen være uden tøj og musik.
Læs et interview med John King om bogen



