Kælepunk juleshow ’09
Den århusianske forening Kælepunk inviterede til juleshow med fire interessante navne på plakaten: Fejlfix fra Odense, The Pickled Hearts og Last Seen Laughing fra smilets by og Haderslev-drengene The Wad’ers. Med sådan et line-up var jeg jo solgt.
Først spillede det forholdsvist nye odenseanske hardcore-band Fejlfix. Det tog lidt tid for dem at komme i gang, fordi der ikke kom meget lyd fra mikrofonerne – til stor morskab for en meget stiv tilskuer. Og det er jo en risiko, man må tage, når man ikke gider lave lydprøve på vokalen. Men da de endelig kom op i fart, var der ikke meget mere at grine af. Fejlfix leverede en god gang no-nonsense 1-2-3-4 hardcore til det sultne publikum.
Næste band på scenen i den lille teatersal var The Pickled Hearts, som jeg havde glædet mig til at se igen, siden de leverede varen med deres show ved Re-distorted Picnic i sommers. Desværre gik der lidt for meget barfly og diverse andre ting i den under deres show, så jeg måtte nøjes med nogle få numre, som jeg dog nød fuldt ud. Men næste gang vil jeg sgu se hele deres show, for det er fee rock.
Last Seen Laughing, der jo debuterede ved sidste års jule-kælepunk, spillede som nummer tre. Her fik jeg set det hele, og var som altid godt tilfreds med oplevelsen. Det er svært at finde på nye superlativer for hver koncert, men trioen er som et massivt gennemkørende godstog, der bare bliver ved. Jeg ser frem til, at deres studieoptagelser bliver udgivet.
Aftenens liveshow blev lukket af de gale Haderslev-punkere, The Wad’ers. Det er altid en nydelse at se dem med HFK-hooligan- og polituniformer. Vanvittigt og humoristisk musik, der ikke giver køb på sparke-røv-siden. The Wad’ers fik som altid godt gang i dansegulvet.
Efter koncerten var vi nogle fra Odense, der festede med de rare århusianere til den lyse morgen.
Jeg oplevede nogenlunde The Wad'ers lige så klart, som mit elendige mobilkamera har fanget Haderslevs Finest's optræden på Katapult til Kælepunks julebal i Århus.
Discharge på Loppen 14/11-09
Blå cola’er og æble-alko-pops
Discharge skulle spille i Danmark for første gang – det måtte jeg hellere se. Tre raske gutter tog vi toget mod hovedstaden forsynet med Ceres Royal (blå cola) og Carlsberg æbledrik. Det var en ganske hyggelig togtur med god drengesnak. Undervejs stødte endnu en bekendt til. Han havde også været med toget fra Odense, men blev ikke lige straks genkendt, da han skjulte sig under en hætte.
I København havde vi først en aftale med et par velkendte venlige Odense-ansigter, som vi fik os lidt mere øl og Carlsberg-æble-alkopop (som de kalder cider) med i noget, der lignede et venteværelse til et vaskeri. Inden vi havde drukket os igennem de nye forsyninger, blev vi hentet af en rar Københavner-skin, der var vores guide mod næste stop. Vi skyndte os at tømme mest muligt af glassene, før vi tog af sted og med Metro’en mod Frederiksberg, hvor vi igen fyldte forsyninger på. Blå cola og æble-alko-pop – eller var det pære og tranebær denne gang?
Vel ankommet til en lækker lejlighed hos vores gæstfri værter, blev vi trakteret med salte snacks og masser af god musik. Snakken gik livligt, og snacks’ene hjalp på tørsten, og humøret steg og snart var det tid at tage videre mod Staden.
Og her burde der vel have været en dybdegående anmeldelse af koncerten med Discharge og War of Destruction, der spillede opvarmning. Jeg kan sige så meget, at Loppen jo er et hyggeligt sted med god stil og en fin bar, hvor jeg tilbragte en del tid. Jeg kan også sige, at de der alko-pops er noget djævelskab, som jeg ikke rigtig har den store erfaring med – så vidt jeg husker.
Undergrundsby ’09
Da havnen genlød af Boots & Braces og Mor med fuld fjerpragt
Der var lagt op til gang i den på Odense Havn, da festivalen Undergrundsby '09 løb af stablen. En stor hal lagde hus til grafittimalere, skatere og først og fremmest musikelskere. Men desværre var der næppe noget nær udsolgt - måske på grund af regnen, måske var der ikke reklameret nok, og måske er der bare ikke nok i Odense og omegn, som interesserer sig for den slags arrangementer. Entréen var ellers rimelig - måske endda i underkanten.
Men til gengæld var 15 kroner for lunkne dåsepilsnere fra Vestfyen komplet til grin. Mon ikke kolde Odense Classic eller ligefrem kolde kvalitetsøl ville have fået folk til at lægge et større overskud i baren? Under alle omstændigheder vil mange nok overveje, hvor længe de kommer, før musikken begynder en anden gang alene på grund af den pris på øl, som ikke engang var kolde.
Når det er sagt, så havde arrangørene også gjort meget rigtigt, og festivalen var klart det bedste initiativ længe i den ellers nærmest kulturløse turistfælde - one-trick-horse byen Hans Christian Odense. Og det var også pissehyggeligt at hilse på en god stak af de folk, jeg alt for sjældent ser.
Det bedste, arrangørerne havde gjort, var selvfølgelig at booke Last Seen Laughing fra Århus til at spille. Og ovenpå et eller andet mærkeligt indadskuende elektro-goth som vi var flere, der ikke kunne skille fra samme duos lydprøve, trængte salen seriøst til en portion befriende Oi! Det leverede de tre Århus-gutter heldigvis - og i en god times tid! Ren uprætentiøs street rock af en slags Odense sjældent - om nogensinde - genlyder af.
Bagefter gik Mor på scenen. Og de er sgu langt bedre og endnu mere underholdende end det indtryk, jeg havde fået fra deres hjemmeside. Seriøst gang i de to festlige og fjerpragtklædte satirikere.
Senere var der noget crossover fra São Paolo-bandet Bandanos. Det lød en hel del af noget bekendt. Men ok. Helt ok.
Til sidst havnede jeg i en taxi ud til nogle venner på landet, hvor jeg desværre ikke holdt til den videre fest særligt længe - så vidt jeg husker. Men hyggeligt var det. Ikke mindst næste morgen hvor de søde, rare og meget gæstfri værter bød på en solid full English. Uden den havde det følgende halvandet døgns lidelser nok været meget meget værre.
Fredericia Hardcore Festival ’09
London Pride, frieri og bønder med jernstænger
Følgende giver nok ikke sammenhæng eller mening for uindviede - og er sikkert lige kedeligt, om man forstår det eller ej.
Æh. Øh. Fe' festival. Jeg startede med at få en fredagsøl med en arbejdskammerat. Så tog vi ud og så noget bold og fik et par øl mere. Så sad vi i et klubhus med nogle fodboldvenner og drak lidt flere øl, mens vi ventede på en kammerat, der også skulle med til Fredericia, og mens øllene gjorde min gode kollega stadig mere varm på tanken om at tage med over til en gang hardcore.
Inden vi hoppede på toget købte vi nogle våde varer til turen. Øl og, fik jeg senere fortalt, en flaske Captain Morgan. Da-dum, da-dum. Mødte vores gode ven, der havde vores billetter på en skummel parkeringsplads, hvor han bevogtede bandsenes ting med en 8-ball i en sok. Så var stilen lagt. Ingen sagde noget til os om at vi gik den forkerte vej, da vi gik mod den nærmeste del af byens fæstningsvolde.
Men vi nåede da frem. Da jeg huskede, de laser mit tøj hang i en morgen, jeg vågnede på en tidligere udgave af festivalen, bad jeg flere gange gutterne om at holde mig fra pitten.
Det var da heller ikke tøjet, det gik ud over, da jeg gled efter cirka et halvt sekund i pitten. I stedet fik jeg et godt slag på skinnebenet, der endte med efterfølgende at give mig et par ufrivillige fridage. Har dog ikke de skarpeste erindringer om resten af aftenen udover at sidde ude på terrassen og dulme smerterne med kolde øl - indefra.
Lørdag fortsatte den samme behandling fra tidlig morgen til sen aften. Først med kioskøl på byens trappesten, så en god solid brunch, der kun blev skæmmet af et meget langt lyst hår i laksen - hvad fa'en hellere det end veganermad. Brunchen blev fulgt op af en tur til en bænk på havnen hvor en flok sabelsvingere udførte et-eller-andet ritual.
Så tog vi på en jagt rundt i byen for at finde en netcafé, hvor vi kunne grine af en usandsynlig sjov side med tatoveringer, som vi kaldte russian tattoo disasters. Da det ikke lykkedes, tilbragte vi de næste 4-5 timer med at drikke den ene herlige London Pride efter den anden på byens engelske pub.
Tilbage på pladsen sad vi og hyggede os gevaldigt i togvognsbaren - da-dum, da-dum. Her burde jeg sikkert skrive noget, meeen. Nå. Vi fik da også set et par koncerter igen denne dag. Sikkert noget voldfedt røvsparkende hardcore. Hvad ved jeg. Jeg husker, at vi så Wad'ers, og at de var lige så dejlige, som de altid har været, og at de spillede 8 x Skater-Flemming.
Næste morgen havde teltlejren været hjemsøgt af lokale bøller med jernrør, da vi vågnede. Nok ikke lige pissegodt håndteret af vagterne, hvis der overhovedet var nogen. Nå men når man ser bort fra denne katastrofale fejl, så var det ellers godt gået af det nye team. Men næste år må der gerne være lidt flere bands på programmet, som jeg kender.
Der var mere dans på scenen end foran den, da The Wad'ers spillede
Re-Distorted Picnic 09
Hvem sagde ko-punk?
Det lykkedes for politi og andre smålige bureaukrater at aflive minifestivalen Distorted Picnic 09 en lille uge før, den skulle finde sted. Kravene til arrangørerne om hegn og vagter og andet pjat var til sidst så uoverskuelige, at festivalen ikke kunne løbe rundt.
Men heldigvis ville gode kræfter det anderledes. Det krævede en svedig indsats fra arrangører og bands, der sprang med på ideen. Og ikke mindst en venlig bondemand der sagde, at han da godt kunne have en flok punks, skins og andre suspekte misfits rendende rundt på sin gård en dags tid. Og i løbet af få dage stod Re-distorted Picnic 09 klar til om lørdagen - nu som en endagsfestival.
Selv vejrguderne bakkede op om projektet og sendte kun en enkelt mindre byge på en dag, hvor meterologer havde truet med både silende regn og skybrud - ikke mindst ved Århus.
Man kan sige en masse godt om servicen: Bilen, der kørte i rutefart mellem Brabrand og festivalen, de billige (og oftest kolde) øl, maden hvor der både var tænkt på almindelige mennesker (hotdogs) og kostfornægtere (veganergryde). Det var alt sammen med til at skabe en god og afslappet stemning.
Men selvfølgelig er musikken en vigtig faktor til en festival. Og den var der også masser af.
Jeg kom for sent til John D Band, så den første koncert for mig var Yvon G, der kalder sig selv sing-a-noise-writer. Lidt for indadvendt for min smag og nok mere noget for mere dystre og eller stenede folk - som også var der og tydeligvis nød at stå på den stenbelagte gårdplads og svaje til Yvons Weltschmerz, der blev serveret på et baggrundstæppe af svævende støjrock.
Wicked Skulls var god gedigen gang-i-den punk rock. Helt ok men i mine ører overgået af både Clean Boys' frække og underholdende hardcore rock med guitarlir og Surfing Henchmen der tog hele gårdspladsen i brug til deres fede instrumentale surfrock tilsat corpse paint - eller hvad pokker det gik ud på.
Ind i mellem de to sidstnævnte spillede Pickled Hearts en lækker omgang rock med mere end en smule inspiration fra Union Jack-land. Og det var klart festivalens suverænt fedeste koncert. Bundsolidt!
Resten fik jeg ikke hørt så meget af, da mit program også stod på hyggesnak med gamle og nye venner og billige danske pilsnere fra stalddøren - se det var en rigtig gårdbutik. Til sidst tog vi en hyrevogn fra de landlige omgivelser til en mindre Århusiansk privatfest hos nogle gæstfri folk med en fornuftig musiksmag.
Endnu engang tak til arrangører, bands og de mange rare århusianere for en herlig dag.
På mit natbord lige nu
Nyeste kommentar
- Sancho til Sanchos Bibliotek
Seneste 10 indlæg
- INGEN FANTASI (Oiense punk)
- Fennikelsalat
- Sancho’s Thaisuppe
- Sancho’s Broccoliomelet
- Kælepunk juleshow ’09
- Hákarl
- Discharge på Loppen 14/11-09
- Skinhead-kultur: Tøj, musik og historie
- Hated and Proud
- Undergrundsby ’09
Tags
Kontakt
Links
Om mig
